Lyst og venligt
Man har gjort en del ud af indretningen. Lokalet er holdt lyst og venligt med markante lamper i vinduesnicherne og fra loftet, lyse designstole og enkle træborde.

Dix Neuf har samme ejere som den i øvrigt også franskinspirerede café Metropolitain på Frederiksberg og Café Druedahls, som ligger i Roskilde.

Der er henvisning til alle tre steder på de respektive hjemmesider. I køkkenet står kokken Lasse Elikofer, der tidligere har været souschef lige rundt om hjørnet på koryfæet Krogs Fiskerestaurant. Michael Marner er restaurantchef.

D’herrer har lagt en klar og sympatisk filosofi: god, franskinspireret mad og ordentlige vine i et overkommeligt prisleje. Og det med priserne tager de alvorligt, ikke mindst på vinsiden, hvor Dix-Neuf sælger gode flasker med betydelig mindre avance, end hvad der er normalen ude i byen.

Kortet er bygget op som en menu, hvorfra der kan vælges fra to til fem retter. To koster 265 kr., tre koster 350 kr., fire koster 425 kr., og endelig går fem retter for 475 kr., Vi tog hele dynen.

Brasseriemad med pil op
Vi startede med at få en pose brød. En lille gimmick på stedet, der giver et touch af landlig bagerbutik; man får brødet i en brun papirspose. Udmærket, let olieret foccacia-lignende brød. Smørret på bordet var almindelig lurpak. Tja, næppe uladsiggørligt at upgrade til en lidt mere original smørmodel.

Ved samme lejlighed skulle man måske anskaffe sig nogle afslappede stofservietter. Køkkenet signalerer en lidt anden kvalitet end den lidt ordinære papirmodel, der ligger ved hver kuvert.

Husets cremant de Bourgogne kostede 65 kr. glasset og var et virkelig godt, sprødt bekendtskab med mere kompleksitet, end man lige havde forventet.

Første ret var en geleret tomatconsommé med en dekonstrueret ratatouille i form af piment (peberfrugt) i forskellige farver, tomat, løgringe og lidt brøndkarse. Geleen var meget diskret i smagsindtrykket – løgringene derimod meget voldsomme. De overstyrede næsten i forhold til de øvrige indslag.

Hvad ville lakserullen torsken?
Midt på tallerkenen lå et lille stykke slethvar, som efter min mening havde det lille problem, at det hverken var varmt eller koldt. Fisken skulle egentlig være varm, men det kunne den ikke være, for så havde den smeltet geleen.

Værten gjorde venligt opmærksom på dette, men uanset hvad, så var totaloplevelsen ikke helt overbevisende, om end det var en smuk ret at se på.

Næste ret var et stykke sprødstegt torsk med en delikat, skummende og letcremet fiskesauce, som blev serveret sammen med en lille, fin lakserulle, der fulgtes ad med lidt lakserogn og et par stængler salturt.

Alt på tallerkenen var meget veltillavet, varmt og delikat. Eneste anke var et spørgsmål til kompositionen: Hvad ville lakserullen egentlig torsken og omvendt rent smagsmæssigt? Det fremstod mere som to små separate fiskeretter end som et samlet hele. Men alt var delikat og godt afviklet.

I glasset kom en 2006 Macon-Villages fra Guillemot-Michel. Strågul og fyldig med tilbageholdt fad. 85 kr. glasset.

Fra havet til marken
Fra havet gik vi nu til marken, som er kortets opdeling af fisk og kød.

På marken stod en kalv, hvis kæber var blevet braisseret og omgjort med sprød briq-dej. Oven på denne konstruktion lå et stykke stegt kalvebrissel og oven på denne en skive saltet foie gras. For 50 kr. rev kokken en 3-4 skiver sort trøffel ovenpå. Det havde jeg svært ved at sige nej til.

En venlig kartoffelpuré var bredt ud på tallerkenen, og lidt sprødstegt kartoffel og knaldrøde tranebær lå og lyste ovenpå. Endelig var der stegte, persilledryssede skorzonerrødder og en velindkogt demiglace sauce til.

Fransk old school håndværk i moderne afvikling. Alt gedigent og godt tilberedt. Kæberne vældig møre og brisselen godt stegt. Upgradet brasseriekøkken med pil opad.

Vi sprang ud i en glimrende, saftig 2003 Cote Rotie fra Duclaux til 465 kr. En virkelig glimrende og kraftfuld satan til en meget rimelig pris i forhold til kvaliteten.

Danske og franske oste
Osteserveringen hedder passende ’Mejeriet’ og bestod denne aften af både danske og franske oste. Alt var godt tempereret og havde god modenhed.

Vi prøvede lidt af hvert fra brættet: traditionel morbier, en vældig god bleu d’auvergne, en Pomerol og flere udmærkede danske oste fra det traditionsrige mejeri Sinai på Fyn.

Trøffelgoudaen fra Sinai var dog efter min mening ikke helt så interessant, som man kunne have ønsket – men det er jo som bekendt en smagssag.

Vanilje og ananas
Desserten – eller konditoriet, som det hedder i kortet – var denne aften en slags gastronomisk ’hommage a københavnerstang’. I hvert fald en variation over temaet ananas og vanilje. Her var et stykke ananas, pocheret i rom, oven på hvilket der var anrettet tre små fine mazarinkager i dukkestørrelse. Dertil en ananassorbet og en cremet vaniljeis.

Ispinden var også med i form af en lang, sprød tuiles. Gode is, der dog næsten var ude over smeltestadiet i glasset, men pyt. Ananassorbeten have god friskhed og en fin balance i sødme og syre. Vaniljeisen var cremet og meget venligtsindet.

Vi prøvede på værtens anbefaling en flaske ambitiøs, sød Loire, Le Fruit Defendu fra Domaine des Sablonettes til 90 kr. glasset. En anbefaling, jeg straks sender videre. Vældig godt – delikat fylde og flot balance i sødmen.

Bedre brugsrestaurant i finanskrisetider
Med en kande stempelkaffe endte vi med en samlet gæld på 1.891 kr. til Dix-Neuf. Man skal dog i forhold til prisen huske, at vi var ude i det fulde udtræk med samtlige retter i kortet og gode vine.

Tre retter og et par glas rødvin kan klares for lige under en tusindkroneseddel på Dix-Neuf. Det placerer restauranten i det pænere middelleje, hvor man bestemt kan forlange noget for sine penge – men det leverer både køkken, vinkælder og betjening til gengæld også.

Dix-Neuf er et meget velegnet sted til den lille, gedigne middag, der ikke knuser budgettet fuldkommen.

Om det er romantik eller business er underordnet; Dix-Neuf er velegnet til begge dele. Der er også frokost på stedet med både danske og franske klassikere.

Håndværket i køkkenet er i orden, og der er lige kælet lidt mere for detaljen. Et godt bud på en bedre ’brugsrestaurant’ i disse finanskrisetider. Vi sender fire gode huer og en anbefaling ned til den franske i nummer nitten.