Øl og mad

GourmetBryggeriet – nu med læskedrik

Som man kunne læse i en pressemeddelelse i sidste uge, har GourmetBryggeriet netop lanceret en serie af læskedrikke med varianterne danskvand, lemon, appelsin, cola og naturlig mineralvand. I første omgang kan GourmetBryggeriets læskedrikprodukter nydes ved koncerter og på de cafeer og restauranter, der har GB som House Brand.

GourmetBryggeriet i Hjemmeservice på DR2

Søndag den 27. maj 2007 havde Mik Schack som sædvanlig besøg i sit køkken. Denne gang var det Elsebeth Gerner Nielsen, der hjalp med at lave mad. Under madlavningen blev der drukket Blue Mountain Stout fra GourmetBryggeriet.
Du kan se udsendelsen her i Windows Media Player. Mik Schack skænker øl i glassene omkring 8½ minut inde i udsendelsen.
God fornøjelse!

Tak for denne gang…

Så er den 7. Københavnske Ølfestival forbi, og endnu engang blev der slået rekord med hele 11.408 besøgende. Vi vil gerne sige tak til de mange, der lagde deres vej forbi vores stand i løbet af weekenden. Og det var der faktisk rigtig mange, der gjorde. En optælling af poletterne viser, at vi har skænket over 3000 smagsprøver af vores øl, og dertil kommer mindst lige så mange smagsprøver af vores mad! Også vores medbragte sommerøl Radler var populær og fik fine ord med på vejen.
På gensyn til en ny festival i 2008!

Cafe Flottenheimer – anmeldt i Politiken

Cafe Flottenheimer, hvor du finder GourmetBryggeriets produkter som House Brand, er blevet anmeldt af Politikens madanmelder Henrik Palle. Henrik Palle var meget begejstret – ikke mindst for det gode øl – og har tildelt Flottenheimer 4 kaffekopper ud af 5.
Vi ønsker Flottenheimer tillykke med den fine anmeldelse.

Vil du hjælpe os?

Som man kunne læse i det seneste nyhedsbrev, har vi for øjeblikket en markedsføringsøkonomstuderende i praktik, der er i gang med sit afsluttende specialeprojekt. En del af praktikopholdet går ud på at lave en markedsundersøgelse af vores nyligt lancerede forum ølogmad.dk.Til dette formål har vores praktikant, Randi Jørgensen, udarbejdet et spørgeskema, som vi håber, du vil hjælpe os med at besvare. Det er dog nødvendigt, at du har besøgt ølogmad.dk og orienteret dig om dens muligheder. Der er 10 spørgsmål, som tager cirka 5 minutter at besvare. Du finder et link til undersøgelsen her. Blandt de indkomne besvarelser trækker vi lod om 3 gaveæsker á 7 styk 66 cl. Vi skal have din besvarelse senest på fredag den 19. januar kl. 12.
På forhånd mange tak for hjælpen.

Ølogmad.dk

Som nogle vil have lagt mærke til, linker vi fra forsiden på denne hjemmeside til en hjemmeside, der hedder ølogmad.dk. Denne hjemmeside står GourmetBryggeriet bag. For GourmetBryggeriet er samspillet mellem øl og mad i højsædet, og det ligger derfor i naturlig forlængelse af GourmetBryggeriets idegrundlag at lancere en hjemmeside, hvor du kan finde al den inspiration, du har brug for, når du skal sammensætte god mad med godt øl. Lige for tiden har vi naturligvis fokus på julemaden.

På ølogmad.dk kan du ikke blot finde opskrifter med øl og til øl. Som registreret bruger har du også mulighed for at tilføje egne opskrifter, at kommentere eksisterende opskrifter, at vurdere eksisterende opskrifter ved stemmeafgivning og at tilføje billeder til eksisterende opskrifter. Desuden kan du fordybe dig i hjemmesidens ølleksikon, som redigeres og udbygges af hjemmesidens brugere.

Vores håb er, at du med ølogmad.dk får lyst til at gå på eventyr i et fascinerende univers.
Velbekomme!

Ølfestival i Horsens

Så er alt (næsten) pakket og klar til Ølfestivalen i Horsens, der i år har fokus på samspillet mellem øl og mad. I morgen formiddag drager vi afsted mod Jylland i vores tourbus, som vi har proppet til bristepunktet med alle vores gode produkter.
Selvom vi har udsolgt af vores spændende høstbryg Harvest Ale, har vi gemt to kasser, som vi tager med på festivalen. Cirka en gang i timen vil vi åbne en flaske Harvest Ale, som vi vil skænke ud af efter først-til-mølle princippet. Vi glæder os til at se jer!

PS. Butikken på Bytoften i Roskilde holder åbent som sædvanlig både fredag og lørdag.

Mejeriforum

I denne weekend har Forum i København lagt hus til et sandt osteparadis. Det var de danske mejerier, der havde inviteret forbrugerne indenfor til verdens største udstilling af mejeriprodukter. Og der var smagsprøver på alt, hvad hjertet kunne begære af oste, mælkeprodukter, youghurt osv. Meget lækkert.

Vores brygmester Michael Knoth og vores gourmet Lars Dietrichsen forestod alle tre dage på vegne af Det Danske Ølakademi en workshop om øl og ost. Det gik virkelig godt, og der var stor interesse for workshoppen alle tre dage. I al beskedenhed er vi faktisk lidt stolte over, at der var mange flere tilmeldte til vores workshops om øl og ost, end der var til foredragene om vin og ost. ;-)  

Jingle Ale fra 2005

Idag var dagen, hvor vi skulle smage på den Jingle Ale, vi har haft liggende et tørt og mørkt sted siden sidste efterår. Lad mig sige det med det samme. Den var helt fantastisk. Den var om muligt blevet endnu mere fyldig og smagfuld end den var for et år siden. Den har absolut ikke taget skade af at ligge til lagring – tværtimod. Hvis der er nogen, der skulle have et par flasker liggende fra sidste år, er det gode råd hermed givet videre. Det bliver spændende at se, om dette års julebryg ældes ligeså flot som sidste års bryg.